Om os

Sherpa hjælper mennesker med en psykisk sårbarhed videre

Sherpa er en konsulentvirksomhed, der har specialiseret sig i at hjælpe ledige med en psykisk sårbarhed med at mestre hverdagen og komme i arbejde eller uddannelse. Sherpa er udsprunget af forskning, hvilket afspejles i en stærk metodisk og programklar tilgang. Siden 2010 har Sherpa støttet eller fastholdt mere end 500 mennesker med en psykisk sårbarhed i arbejde eller uddannelse. Nordisk Råd har udpeget Sherpa som en af ”Best Practice” indsatserne i Norden, der kan inkludere unge med en psykisk sårbarhed på arbejdsmarkedet.

Vi hedder Sherpa efter bjergguiderne i Himalaya, som gør det muligt for bjergbestigerne at bestige verdens højeste bjerge. Bjergbestigeren definerer selv sine mål og bærer bagagen, mens sherpa’en viser vejen. Det er filosofien bag den måde, vi arbejder på hos Sherpa.

Sherpa samarbejder med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), Region Hovedstadens Psykiatri og flere kommuner for at følge op på de kort- og langsigtede resultater af vores forløb. Vi samarbejder desuden med private virksomheder, fonde og pensionskasser for at sikre, at flere mennesker med psykisk sårbarhed bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.