Nyheder

Sherpa udpeges som best practice af Nordisk Råd

I en ny rapport om unges mentale sundhed udpeger Nordisk Råd Sherpa som best practice i hele Norden, og som en indsats, der virker og kan inspirere andre i arbejdet med psykisk sårbare unge.

Nordisk Råd står bag en ny temarapport om nordiske unges mentale helbredsproblemer. Rapporten undersøger de udfordringer et stigende antal unge mennesker oplever med ondt i sindet, samt risikoen for, at de unge aldrig finder fodfæste i studielivet eller på arbejdsmarkedet, hvis ikke der gøres en indsats.

Som led i undersøgelsen har Nordisk Råd udpeget indsatser fra forskellige nordiske lande, der virker og kan inspirere andre i arbejdet med unge. Sherpa er en af de danske indsatser, der er blevet udpeget som best practice.

”Sherpa er blandt andet blevet udpeget på grund af den store fokus på den unges autonomi og reel mulighed for, at den unge selv har en afgørende indflydelse på, hvad der er på dagsordenen, og hvilke mål der arbejdes hen imod. Fra den nyeste forskning ved vi, at det er centralt, for at opnå succes med indsatsen,” siger Iben Nørup, Post Doc. Ph.D. i Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, om udvælgelsen af Sherpa.

Sherpas adm. direktør Trine Lindahl glæder sig over udpegningen.

”Vi er meget stolte af at være udnævnt til best practice i Norden. Unge sårbare har så mange ressourcer, hvis vi blot understøtter dem med høj faglighed og rettidige redskaber undervejs. Vi håber, at denne udnævnelse også vil sætte fokus på de rammer, som skal skabes for, at de unge kan gå hele vejen og ikke mindst fastholdes i beskæftigelse. På flere planer har vi som samfund ikke råd til at miste disse unges kompetente arbejdskraft. Derfor eksperimenterer vi heller aldrig! I Sherpa forbliver vi metodefaste og tilbyder samtlige unge en intensiv og helhedsorienteret indsats baseret på evidens og deres motivation for en fremtid,” siger hun.

Fokus på de unge
I alt er 11 indsatser blevet udpeget fra Norge, Danmark, Sverige, Island, Finland og Grønland. Tilgangen, organisationen og finansieringen af de udpegede indsatser er forskellige, men fælles for dem alle er, at unge mennesker og deres mentale helbred er i fokus.  Alle indsatserne arbejder med en forebyggende tilgang, der skal hjælpe den unge væk fra et liv på kanten af samfundet.

”Sherpa har beskæftigelse som mål, men fokus er bredere socialt. Det er den unges liv som helhed, der skal tilbage på sporet. Derfor arbejder Sherpa også med et langt tidsperspektiv i arbejdet med unge. Samtidig yder Sherpa hjælp til de unge i forhold til at kunne forstå og navigere i det offentlige system – noget vi ved, den gruppe af unge, som vores projekt i Nordens Velfærdscenter har fokus på, typisk har rigtig svært ved,” begrunder Iben Nørup.

Hun fortsætter:

”Fordi Sherpa netop ikke fungerer som myndighed eller anden aktør, kan de i langt højere grad skabe et rum uden de magtstrukturer, der er knyttet til relationen mellem en borger og en myndighed. Samtidig kan Sherpa, fordi virksomheden ikke er en myndighed, yde noget andet og supplere myndighedernes – eksempelvis jobcentrets – arbejde,” konkluderer Iben Nørup.

Ud over Sherpa er frivilligindsatsen Headspace udpeget som danske initiativer, der virker. 

Læs mere og bestil rapporten her.